Familien er roden til alt godt

Artikel til N.F.S. – DK’s medlemsblad, december 2004

Af Kirsten Lundsgaard

Familier i dag har store krav til sig selv om at skabe den perfekte og lykkelige familie. De skal have det rigtige hus, den rigtige bil, et interessant job, gode fritidsinteresser, sund mad, og børnene bliver statussymboler.

De skal også være perfekte, lykkelige og glade børn. Forældrene tør ikke sige nej, for så bliver idyllen slået i stykker, og familien vil gerne hygge sig i den korte tid, de har sammen.

Nærvær og kontakt er en mangelvare i mange moderne familier. Ansvaret for familiens trivsel er de voksnes, og når én i familien har et problem, er det hele familiens problem. Når et barn er meget besværligt, er det ofte et signal om, at det har ondt i sin familie og ikke har andre måder at sige det på. Det er ikke barnet, der skal ændres men samspillet i familien. Det er i familien, ressourcerne skal findes, for at barnet kan bringes i balance igen.

Alle familier kan få brug for hjælp. I mit arbejde som familieterapeut møder jeg mange forskellige familieproblematikker. Det kan være skilsmissefamilier, sammenbragte familier og teenagefamilier, og det kan være stressede børn og forældre, usikre og magtesløse forældre og børn, forældre, som selv er børn af en alkoholiker eller forældre, der selv har været udsat for incest.

Det handler om at møde mennesker der, hvor de er og rumme deres smerte. Jeg er ikke i tvivl om, at alle forældre gør det bedste, de kan, men nogle gange er det bare ikke godt nok. Vi har alle, både voksne og børn, vore gode grunde til at gøre det, vi gør.

Min arbejdsmetode er oplevelsesorienteret familieterapi, som jeg har lært på en 3 årig efteruddannelse på Kempler Instituttet.

Denne familieterapiform har rod i eksistentiel psykoterapi, der drejer sig om de fire ultimative anliggender: døden, ensomheden, friheden (til at vælge) og meningen (med livet). I oplevelsesorienteret familieterapi tager vi udgangspunkt i her og nu oplevelsen og i "jeg og du"-relationen – altså processen mellem mennesker.
Det handler om de oplevelser og følelser, der er forbundet med det, der bliver sagt på stedet. Jeg kan f.eks. spørge: "Hvordan har du det, når han siger sådan til dig?".

Familieterapi giver alle familiemedlemmer mulighed for at udtrykke sine personlige meninger, ønsker, følelser og behov. Det er derfor ofte en rigtig god idé, at børnene er med til samtalerne.

Det gennemgående arbejdspunkt for de fleste familier er kontakt. Børn er ikke grænsesøgende, som vi i mange år har troet. Børn er kontaktsøgende.
De længes efter den nære og autentiske kontakt, som de skal suge næring fra, så de kan vokse og udvikle sig. Kontakt opstår, når vi står ved os selv og vores ansvar og er åbne og lytter til hinanden.

Mange forældre i dag har svært ved at tage ansvaret for familiens trivsel. I deres iver for at gøre alting perfekt, kommer de til at dele ansvaret med børnene. F.eks. spørger de fleste familier deres børn alt for meget om, hvad de har lyst til. Børn ved godt, hvad de har lyst til, men de ved ikke, hvad de har brug for.

I gamle dage var man ikke i tvivl om, hvem der havde magten i familien. Da var det de voksne, der bestemte, og da lød det: "Din vilje sidder i min lomme". "Børn skal ses men ikke høres". I tresserne gjorde man oprør mod dette og gik i den anden grøft. Børn skulle pludselig både ses og høres og være med i alt. De fik alt for mange og lange forklaringer på alting. I iveren efter at udrydde Janteloven fik børnene også ros for alt, hvad de lavede. Nu er man blevet klar over, at ligeværdighed ikke betyder at være lige og at ros er en vurdering på lige fod med kritik. Børn har langt mere brug for anerkendelse på deres følelser og at være den, de er – frem for at rose dem frem til store præstationer. Mange børn føler sig ikke set og tror kun, de kan blive elsket, hvis de har gjort sig fortjent til det.

Familier i dag skal selv finde ud af, hvad der føles rigtigt lige netop for deres familie, og forældrene har ansvaret for, at børnene trives med det. De skal på den ene side fralægge sig den autoritære opdragelse, som tidligere var gældende, og så skal de påtage sig ansvaret som forældre, så børnene kan få lov at være børn. Det er svært at finde balancen, når man ikke har nogen modeller for det.
Der er desværre en del forældre, der vælger at blive skilt, når det er for svært. Fra at familien var en økonomisk forsørgende enhed i gamle dage, er der kun de følelsesmæssige og psykiske bindinger tilbage i relationerne i familien. Derfor er der rigtig meget på spil for den enkelte i familien ved en skilsmisse, og forældrene er bange for helt at miste kontakten med deres børn.

Nogle forældre tror, det er deres børn, der er noget galt med, når børnene er besværlige, og så er motivationen ikke stor. Langt de fleste forældre stiller dog spørgsmålstegn ved deres egne evner som forældre og er derfor villige til at få hjælp.
De vil ikke finde sig i, at deres børn og dem selv ikke trives, og de vil gøre alt for at finde ud af det. De ønsker, at deres børn skal have mere selvværd, end de selv har fået. De vil lære at løse konflikter på en ordentlig måde, og de vil lære at lytte til deres børn, så de får en bedre kontakt.

De vil have nogle selvstændige børn, der kan gå ud i verden uden at blive medløbere. Deres børn skal kunne mærke, hvad der er godt for dem og gå efter det, de gerne vil have.

Når jeg møder en familie første gang, starter jeg med at lave en kontrakt sammen med dem og finder deres arbejdspunkt. Det gør jeg ved at høre, hvad deres aktuelle problem er og finde ud af, hvor smerten i familien er.

Det handler ofte om, at de ikke kan tale sammen uden at komme til at kritisere hinanden. Når familiemedlemmerne føler sig forkerte, kommer de til at holde forsvarstaler for hinanden, og der opstår ingen kontakt. Det er meget smertefuldt at være ensom i sin egen familie. Min fornemste opgave er at kunne rumme alle familiemedlemmer, så ingen af dem føler sig forkerte under terapiforløbet.

Det er vigtigt at se verden med hver enkelt familiemedlems øjne, så de føler sig set og accepteret af mig i første omgang, og på den måde få blødt op for de blokeringer, de har, så de kan åbne sig for hinanden.
I starten taler de som regel igennem mig, men efterhånden er målet at få dem til at tale direkte til hinanden, da det er forløsende at være konfronterende i stedet for "at tale om". Konfliktløsning er derfor en vigtig del af familieterapien. De fleste familier ser konflikter som noget, der bør undgås.

Jeg hjælper familierne til at gå ind i konflikterne med åbent sind og lære af dem i stedet for at undgå dem.

At kunne sætte sine grænser og være direkte overfor hinanden, er den ene side af medaljen. Den anden side er at kunne rumme sine børns følelser. Mange forældre har især svært ved at rumme de "forbudte følelser" som at være vred og at være ked af det. Så kommer der ridser i facaden, og de føler sig magtesløse.

I stedet for har de gjort alt for at fjerne forhindringerne på børnenes vej i forsøg på at undgå, at børnene bliver kede af det. Børnene kan til gengæld ikke føle sig som hele mennesker uden at have lov til at sørge, når de f.eks. bliver skuffede eller mister noget, de holder af.

Pendulet svinger frit mellem sorg og glæde, når der er liv. Hvis pendulet hængte lige ned, ville det være ligegyldighed. Jeg hjælper forældrene med ikke at handle på børnenes vegne for at stoppe deres følelser, men i stedet sætte ord på børnenes følelser, så de føler sig set og forstået. Det trøster langt mere at få lov at blive i sine følelser og ikke blive set som forkert, når man har dem.

I nogle familier kan der være så store blokeringer, at jeg er nødt til at være mere undersøgende og gå tættere på den enkelte. I nogle tilfælde vælger jeg at tage et enkelt familiemedlem ud af sammenhængen og give individuel terapi i en periode eller hver anden gang.

Så laver jeg ofte et genogram (en slags familiestamtræ), hvor vi sammen tegner hele den oprindelige familie op, søskende, forældre og bedsteforældre.

Klienten skal derefter tegne farver på hendes relation til de andre familiemedlemmer alt efter, hvilken følelse, der er mest dominerende, når hun tænker på vedkommende. Samtidig skal hun fortælle sin historie om sin barndom.

På den måde vil der ofte tegne sig et billede af, hvilken overlevelsesstrategi, de udviklede som børn, og dermed også se deres gode grunde til at gøre, som de gør nu, hvor de er voksne. Denne dybe erkendelse og accept af deres følelser og handlinger giver dem mulighed for indefra at ændre på deres selvopfattelse og muligheder for at ændre på deres liv.

Det er vigtigt at få genopbygget klienternes personlige integritet. I deres forsøg på at overleve i deres oprindelige familie har de lært at samarbejde med forældrene frem for at tage deres egne følelser og behov alvorlige.

For at hjælpe folk til at kunne tage ansvar for deres familie, skal de først kunne tage ansvar for deres egne personlige grænser. Det kan være en lang proces for dem at turde gå ud i verden og handle på det, de mærker i terapirummet.

Nogle familier er så forbundet og i symbiose med hinanden, at det er svært at vide, hvem der suger næring fra hvem. Derfor støtter jeg familien i at se forskel på generelle grænser og personlige grænser.

Mange familier har problemer med at få snakket om, hvad de vil have af generelle grænser og normer i hjemmet. De mangler normer og ritualer omkring morgener, sengetider, spisetider, lektielæsning, tage skoene af, når de går ind, osv. Der er også familier, der har problemer med vaner omkring at sige goddag og farvel, og de kan ikke få lavet ordentlige aftaler. Jeg er mere optaget af processen end af indholdet.
Jeg skal ikke fortælle dem, hvad der er de rigtige normer, men jeg skal hjælpe dem i måden, de får talt sammen om at nå frem til lige netop deres normer. Balancen er at have et minimum sæt af "spilleregler" – ligesom vi har i trafikken –, og ikke gøre alt til regler.

Der skal være plads til, at forældre kan have deres personlige grænser og at være forskellige. Det kræver først og fremmest, at de er enige om at være forskellige.

Kirsten Lundsgaard
Pædagog og Familieterapeut